Er du en kvinde over 40 år og har du svært ved at sove, får du hedeture, eller har du svært ved at koncentrere dig? Så er du måske i overgangsalderen. Her kan du læse 7 ting, det er godt at vide om overgangsalderen.

Hvad er menopause?

Ifølge overlæge Anette Tønnes Pedersen  markerer menopause den sidste menstruationsblødning, hvilket medfører en gradvis ustabilitet i æggestokkenesfunktion. Æggestokkene holder op med at modne æg, og produktionen af de kvindelige kønshormoner (østrogen og progesteron) stopper.

Anette forklarer, at menopause er defineret som den dag, hvor man har sin sidste menstruationsblødning. Dette kan være vanskeligt at fastslå, især hvis man tidligere har fået fjernet livmoderen eller bruger en hormonspiral. Menopause er en naturlig del af aldringsprocessen, hvor æggestokkenes funktion gradvist bliver mere ustabil.

Hvornår går man i overgangsalder?

Overgangsalderen indtræffer typisk hos kvinder, når de er omkring 51-52 år. Nogle kvinder oplever symptomer allerede i 40'erne, mens andre kan menstruere indtil midten af 50'erne, hvilket gør oplevelsen meget individuel.

Hvad er symptomerne på overgangsalder?

Overgangsalderen starter nogle år før den sidste menstruation. Når man nærmer sig menopausen, kan der være forvarsler i form af blødningsforstyrrelser, kraftigere blødning og symptomer som hedeture. Symptomerne på overgangsalderen varierer fra kvinde til kvinde. Der kan både være fysiske og psykiske symptomer på overgangsalderen.

Omkring en tredjedel af kvinder oplever få eller ingen symptomer, mens en anden tredjedel har moderate symptomer som uregelmæssige blødninger. Den sidste tredjedel oplever svære symptomer, der kan være invaliderende for deres dagligdag og arbejdsliv.

De fysiske tegn

Fysiske symptomer inkluderer hedeture, svedeture og tørre slimhinder. Overlæge Anette Tønnes Pedersen forklarer, at nogle kvinder også oplever led- og muskelsmerter samt uregelmæssige blødninger på grund af den faldende østrogenproduktion.

De psykiske tegn

Psykiske symptomer kan være koncentrationsbesvær, hukommelsestab og søvnforstyrrelser. Ifølge Anette Tønnes Pedersen kan disse symptomer ofte forveksles med stress, hvilket gør det vigtigt, at du har en åben dialog med din familie og arbejdsplads om overgangsalderen.

Hvor længe varer symptomer på overgangsalder?

Det varierer meget, hvordan man mærker overgangsalderen. For nogle kvinder er det hele overstået efter nogle måneder, for andre kan det vare flere år.

Arbejde og overgangsalder

En tredjedel af kvinderne oplever desværre symptomer på overgangsalder, som kan være invaliderende for deres dagligdag og arbejdsliv.
Derfor er det vigtigt for arbejdspladser at skabe en kultur, hvor man kan tale om overgangsalderen åbent uden skam. Det kan omfatte fleksible arbejdsforhold og en forståelse for de udfordringer, kvinder i denne alder kan stå overfor. Ved at italesætte overgangsalderen kan  unødvendige sygemeldinger undgåes og dette kan være medvirkende til at  skabe et bedre arbejdsmiljø for alle.

Læs mere om arbejde og overgangsalder Her

Kan man få hjælp til overgangsalder?

Ja, der er hjælp at hente. Livsstilsændringer som rygestop og motion kan for eksempel lindre symptomerne. Derudover kan hormonbehandling være en mulighed, men det er noget, du skal tale med din læge om. Anette Tønnes Pedersen understreger, at det er vigtigt at overveje fordele og risici sammen med din læge.