Grøn omstilling er en vigtig prioritet for Danica, da det medvirker til at beskytte kundernes pensionsopsparinger og sikre langsigtede attraktive afkast. Det afspejles i investeringstilgangen, hvor Danicas ambition er at have CO2-neutrale investeringer senest i 2050 i tråd med Parisaftalen.
Som led i klimastrategien satte Danica i 2021 CO2-reduktionsmål for syv sektorer, der har den største klimapåvirkning på verdensplan. Reduktionsmålene er indfriet for fem ud af syv sektorer, og inden for forsyning, stål og cement blev målsætningerne markant overgået.
Samtidig er CO2-aftrykket fra de samlede aktie- og obligationsinvesteringer faldet med 52 procent siden 2020 til 2,5 ton CO2 per en million kroner investeret. I den samme femårige periode har en typisk kunde samlet fået et afkast på 61,3 procent efter omkostninger.
”Jeg er overordnet stolt af resultatet, hvor vi særligt er lykkedes med at omlægge investeringer til frontløberne og fortsat leverer afkast i toppen af det kommercielle marked til kunderne. Det har sammen med vores generelle klimafokus ført til en halvering af kundernes klimaaftryk via deres investeringer. Det bekræfter værdien af vores investeringstilgang, hvor grøn omstilling og attraktive afkast til kunder går hånd i hånd,” siger Dorte Eckhoff, chef for bæredygtighed i Danica.
Aktiv og struktureret forvaltning
Siden målene blev sat, har verdensøkonomien været ramt af en række udfordringer som Corona, energi- og inflationskrise, forringede markedsvilkår for grønne teknologier, invasion af Ukraine og senest geopolitiske spændinger.
”Med en aktiv forvaltning og struktureret tilgang har vi kunnet manøvrere gennem de svære betingelser, der er opstået undervejs. Det har langt fra været en nem opgave, men klimamålene har fungeret som et vigtigt styringsværktøj for vores strategiske fokus på at kombinere løbende CO2-reduktioner med attraktive afkast til vores kunder. Den opgave kommer vi godt i mål med,” siger Dorte Eckhoff.
”Jeg er overordnet stolt af resultatet, hvor vi særligt er lykkedes med at omlægge investeringer til frontløberne og fortsat leverer afkast i toppen af det kommercielle marked til kunderne.”Dorte Eckhoff, chef for bæredygtighed i Danica

Udfordrende betingelser
Sektormålene er sat ud fra videnskabelige metoder og i forhold til, hvor sektorernes CO2-udledninger skulle være i 2025 for at have kurs mod Parisaftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til 2 grader og helst 1,5 grader. Men ifølge den seneste opgørelse fra FN’s Miljøprogram, UNEP, er verden på vej mod en temperaturstigning på op imod 3,1 grader.
På den baggrund er Dorte Eckhoff særligt glad for de opnåede reduktioner.
”Vi har været i tæt dialog med virksomhederne for at understøtte deres omstilling og få større indsigt i deres klimastrategier. Det har været værdifuldt og hjulpet os til at investere i virksomheder, som vi mener er dygtige til at reducere klimaaftrykket og bruge omstillingen som en forretningsmulighed,” siger Dorte Eckhoff.
Selvom målene ikke blev indfriet for energi- og bilsektoren, så opnåede Danica alligevel pæne CO2-reduktioner. Omstillingshastigheden har særligt været udfordret af krig og geopolitiske spændinger samt forringede økonomiske rammer for udbygning af vedvarende energi og elbiler.
Det er svært at præcist forudsige en udvikling, der går mange år ud i fremtiden. Nogle sektorer og teknologier udvikler sig hurtigere end forventet, mens andre går langsommere. Det vigtige er, at, at samfundet og realøkonomien over tid samlet set bevæger sig mod Parisaftalens målsætning.
”Selvfølgelig så vi helst, at alle mål var indfriet, men set i lyset af samfundsudviklingen og de økonomiske og regulatoriske udfordringer inden for energi- og bilbranchen er vi tilfredse med resultatet. Vi skal sikre det bedst mulige afkast til kunderne, og ud fra det grundvilkår har vi omlagt investeringerne for at reducere CO2-udledningen så meget som muligt og understøtte transitionen af samfundet. Den balance skal vi have, og det er vores overbevisning, at virksomheder med gode omstillingsplaner vil være de mest attraktive investeringscases over tid,” siger Dorte Eckhoff.
Danica er i gang med at implementere skærpede klimakrav til fossile investeringer og vil sætte nye klimamål frem mod 2030 for at sikre fortsat fremdrift mod 2050-ambitionen.
Fakta
- Sektormålene omfatter aktie- og obligationsinvesteringer og er sat inden for rammerne af Net-Zero Asset Owner Alliance. Gennem alliancen har Danica forpligtet sig til at have en CO2-neutral investeringsportefølje senest i 2050
- Ultimo marts 2025 udgjorde de syv sektorer 25 procent af CO2-aftrykket fra Danicas samlede investeringsformue
- Reduktionsmål for hver sektor er defineret ud fra forskellige CO2-scopes (direkte og indirekte udledninger). Scopes er udvalgt efter sektorens væsentligste CO2-udledning samt adgang til tilstrækkelig med valid CO2-data.
- Der anvendes data fra den anerkendte klimaorganisation Transition Pathway Initiative
- Der måles på scope 1, 2 og 3 i energisektoren, scope 1 for forsyningssektoren, scope 1 og 3 i transportsektoren, scope 1 og 2 i stålsektoren samt scope 1 hos cementsektoren
- CO2-reduktionen på 52 procent fra 2020 til 2024 for aktie- og obligationsporteføljen er målt på scope 1 og 2. I 2020 var CO2-aftrykket per en million koner investeret 5,2 ton, og det er faldet til 2,5 ton ultimo 2024