I kølvandet på dokumentaren ’Skolens tabte børn’ er skolefravær og børns mistrivsel rykket højt op på den offentlige dagsorden. Debatten handler med god grund om børnene, familierne og skolernes muligheder for at hjælpe. Men udfordringen stopper ikke ved skoleporten. Den følger ofte med forældrene på arbejde.
Når et barn ikke kan komme i skole, bliver hverdagen hurtigt vendt på hovedet. Forældrene skal støtte et barn, der har det svært, og samtidig koordinere mellem skole, PPR, kommune, sundhedsvæsen og andre fagpersoner. For mange bliver det et projektlederjob oven i det job, de allerede har.
Konsekvenserne kan ses på arbejdspladserne. På fem år er kommunernes udbetalinger til forældre, der passer børn, som ikke kan komme i skole, steget med 1 mia. kr. Samtidig viser vores egne tal, at hver fjerde langtidssygemelding blandt forældre skyldes, at deres barn mistrives.
Derfor er børns mistrivsel også et relevant spørgsmål for virksomheder. Ikke fordi arbejdspladsen skal løse barnets problemer, men fordi belastningen hos forælderen kan udvikle sig til nedsat arbejdsevne og langvarigt fravær, hvis der ikke bliver reageret i tide.
Den tidlige dialog kan gøre en forskel
Børns mistrivsel er for mange forældre noget af det mest sårbare, de kommer til at opleve. Det kan derfor være svært at fortælle sin leder, hvad der foregår derhjemme. Nogle forsøger i stedet at få kalenderen til at gå op, arbejder om aftenen eller bruger feriedage på møder med skole og kommune. Risikoen er, at belastningen vokser i det skjulte, og til sidst flyder bægeret måske over.
En kultur, hvor det opleves trygt at bede om hjælp, er derfor afgørende. Et godt sted at begynde er at spørge: ”Hvordan kan vi få tingene til at gå op, nu hvor din situation er svær derhjemme?” Det holder fokus på arbejdsevne og konkrete behov, uden at lederen behøver indsigt i familiens private forhold.
Danskerne forventer, at arbejdspladsen spiller en rolle
En ny befolkningsundersøgelse, som vi har fået foretaget gennem Voxmeter, viser, at hver femte mener, at arbejdspladsen bør tilbyde psykologhjælp til medarbejdere, hvis børn er i mistrivsel.
Tallene peger på et skifte i forventningerne til arbejdsgiverens rolle. Når problemer i familien påvirker medarbejderens mulighed for at fungere på jobbet, bliver det også en ledelsesopgave at finde en ansvarlig og holdbar vej gennem perioden.
Lederen skal ikke være terapeut, socialrådgiver eller sagsbehandler. Ansvaret for barnet og den faglige indsats ligger hos familien, skolen, kommunen og relevante fagpersoner. Arbejdspladsens rolle er at forebygge, at presset på forælderen udvikler sig til langvarigt fravær.
Seks greb til ledere og HR
Tag dialogen tidligt
Skab plads til, at medarbejderen kan fortælle om sin situation, og spørg til, hvad der kan gøre arbejdsdagen mulig i den kommende periode.
Lav en tidsafgrænset aftale
Aftal konkrete rammer for eksempelvis fleksible arbejdstider, hjemmearbejde eller ændrede opgaver, og følg løbende op.
Fokusér på arbejdsevne og behov
Lederen behøver ikke kende alle detaljer om barnet eller familien for at kunne tale om, hvad medarbejderen kan håndtere på jobbet i den nuværende situation.
Gør opmærksom på eksisterende tilbud
Har I Danica Sundhedspakke og/eller Sundhedssikring via jeres aftale hos Danica, kan medarbejderen og familien få hjælp til svære situationer. Online familierådgivere tilbyder op til fire samtaler. Er der behov for et større forløb kan hele familien få hjælp af Danica Familieindsats, hvor en familierådgiver foruden behandling også kan koordinere dialogen med skole og kommune.
Vær tydelig om rammerne
Sørg for, at medarbejderen, lederen og de berørte kolleger ved, hvad der er aftalt, og hvornår aftalen skal genbesøges.
Undgå standardløsninger
Behov og muligheder varierer både fra medarbejder til medarbejder og fra job til job. Fleksibilitet skal derfor findes inden for de konkrete rammer.
En arbejdsplads kan ikke fjerne den situation, familien står i. Men den kan være med til at afgøre, om medarbejderen kommer gennem en svær periode med tilknytningen til arbejdet i behold, eller om belastningen ender i en længere sygemelding. Derfor er børns mistrivsel også et spørgsmål om ledelse, forebyggelse og fastholdelse.
I Danica hjælper vi virksomheder og medarbejdere med at håndtere de dilemmaer, der opstår, når udfordringer i familien påvirker arbejdslivet. Ræk ud til Danica, hvis I ønsker redskaber eller mere information om, hvad ledere og HR kan gøre.
