Danicas indbetalinger er steget med 18 procent i årets første ni måneder og lever dermed mere end op til vækstmålene i selskabets nye strategi. Væksten er drevet på tværs af alle segmenter, inklusive kundesamarbejdet med Danske Bank og en stærk tilgang af virksomheder i alle størrelsesordener. Den høje vækst har bidraget til at få Danicas samlede pensionsmidler til for første gang at passere 500 milliarder kroner.

Resultatet for årets første ni måneder lyder på 1,1 milliarder kroner før skat, hvilket er 310 millioner kroner lavere sammenlignet med samme periode sidste år. Forskellen skyldes primært en ekstraordinær korrektion i første kvartal på 220 millioner kroner, og at resultatet i 2024 var påvirket af et ekstraordinært højt investeringsresultat.

Mads Kaagaard, CEO for Danica, siger:

”Samlet set er jeg tilfreds med vores resultat. På grund af markedsudviklingen har vi i branchen skullet genforhandle flere kundeaftaler end nogensinde, og her glæder det mig virkelig, at vores eksisterende kunder i meget stor stil genvælger os som deres pensionsselskab. Samtidig har vi i en lang periode budt velkommen til en lang række nye kunder, og det giver os en samlet, høj vækst. Så at nå 500 milliarder kroner i samlede pensionsmidler er en stærk indikator for den tillid, vores kunder viser os, og det motiverer os til fortsat at skabe de bedste pensions- og sundhedsløsninger til vores kunder.”

Syge- og ulykkesresultat i forbedring

Danicas syge- og ulykkesforretning viser positive tendenser på grund af indsatser både på indtægts- og omkostningssiden, og underskuddet på området er derfor reduceret for året og særligt i løbet af de seneste to kvartaler sammenlignet med samme periode sidste år.

Efter årets første ni måneder lyder underskuddet på 275 millioner kroner mod et underskud på 676 millioner kroner sidste år. For de seneste to kvartaler lyder underskuddet på 47 millioner kroner mod 457 millioner kroner for samme periode sidste år.

Én af årsagerne til forbedringen er, at Danica i 2025 er lykkedes med at få 30 procent flere kunder tilbage i arbejde i forhold til samme periode i 2023, og samtidigt er antallet af sygemeldinger faldet med 10 procent i samme periode. Den udvikling er skabt på baggrund af en intensiveret behandlingsindsats, hvor kunder i højere grad får muligheden for at benytte Danicas sundhedsløsninger både i de tidlige og senere faser af deres forløb.

”Gennem vores samlede indsatser har vi kunnet forbedre vores SUL-resultat, og vi er derfor nu væsentligt tættere på at være i balance måned for måned. Vi har skabt fremgangen gennem vores sundhedsindsatser, hvor vores tidlige løsninger er med til at reducere de alvorlige sygemeldinger, og samtidig er vi i stigende grad lykkedes med at hjælpe vores kunder tilbage på arbejde ved langtidssygemeldinger. Endelig har vi løbende justeret vores priser kunde for kunde for at opnå balance mellem indtægter og udgifter.”

Afkast i pænt plus efter markedstumult

Efter at have være kraftigt negative tidligt på året har især de amerikanske aktiemarkeder senere rettet sig, og det har smittet positivt af på Danicas afkast. Dog er dollarkursen i løbet af året faldet markant, hvilket har trukket ned. Samlet set har både obligationer og alternativer givet et stabilt, positivt afkast, der sammen med aktier viser styrken ved en diversificeret investeringsstrategi.

”Jeg glæder mig over, at der i den seneste periode har været noget mere stabilitet på de finansielle markeder, og at afkastet har rettet sig til vores kunders fordel. Vores investeringsstrategi har over en lang periode givet vores kunder ét af markedets bedste afkast, der er med til at skabe tryghed for deres pensionstilværelse.”

En kunde med 20 år til pension og middel risiko har i årets første ni måneder fået 4,7 procent i afkast. Samme kunde har over de seneste 5 år fået 48 procent i afkast.

Resultater1.-3. kvartal 20251.-3. kvartal 2024
Indbetalinger, milliarder kroner38,432,5
Afkast af kundemidler – Danica Balance Mix med middel risiko og 20 år til pensionering, procent4,712,3
Afkast af kundemidler – Danica Pension Traditionel, procent1,82,8
Afkast af kundemidler – Danica Pension Traditionel efter ændring i merhensættelser, procent
4,03,0
Resultat før skat, millioner kroner
1.0971.407
Pensionsformue, milliarder kroner501480

Hent pressemeddelelsen som PDF
Press release in English


For yderligere kommentarer, kontakt venligst pressechef Nikolai Johnsen:
+45 23 32 11 63
nikjo@danica.dk