Danica har opnået et resultat på 1,4 milliarder kroner for årets første ni måneder, hvilket er en markant forbedring i forhold til samme periode sidste år. Samtidig er den samlede pensionsformue under forvaltning i Danica ved udgangen af 3. kvartal 550 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 10 procent i forhold til samme tidspunkt i 2025.
Resultatet er drevet af en sund og stabil udvikling med solid vækst på centrale områder, balance på syge- og ulykkesområdet samt stærke afkast til kunderne.
Danicas administrerende direktør, Mads Kaagaard, betegner resultatet som tilfredsstillende i et meget konkurrencepræget marked. Efter meget høj vækst i de foregående år fortsætter Danica væksten på et mere moderat niveau med en stigning i de samlede indbetalinger til Danica på fire procent i de første ni måneder af 2026. Mads Kaagaard slår fast, at Danica prioriterer sund og profitabel vækst og lange, stabile partnerskaber. Og han peger på en flot udvikling i antallet af kunder blandt små og mellemstore virksomheder og det styrkede samarbejde med Danske Bank som nogle af hovedforklaringerne på den positive udvikling i resultatet.
”Samarbejdet med Danske Bank er en vigtig vækstmotor for Danica. Salget af Danica-produkter gennem banken er mere end fordoblet på tre år og giver os mange nye kunder. Kunderne efterspørger i stigende grad en samlet løsning med bank, pension, sundhed og rådgivning samlet hos én finansiel partner, og det unikke samarbejde med Danske Bank gør det muligt for os at imødekomme det ønske,” siger Mads Kaagaard.
Flotte afkast til kunderne
I årets første ni måneder har Danica også leveret flotte afkast til kundernes pensionsopsparinger. En typisk kunde har fået et afkast på knap 10 procent i år. Og forårets justering af investeringsstrategien i det mest udbredte pensionsprodukt, Danica Balance, har haft en klar positiv effekt for kunderne. Afkastet siden udgangen af marts er på næsten 13 procent.
"I år har vi sikret kunderne rigtig flotte afkast i en tid med meget uro i verden og derfor også mange udsving på investeringsmarkederne. Og jeg er rigtig glad for, at vores justering af Danica Balance allerede er kommet kunderne så tydeligt til gode," siger Mads Kaagaard.
Stabil udvikling på syge- og ulykkesområdet
Danica er samtidig for tredje kvartal i træk i økonomisk balance på syge- og ulykkesområdet. Det samlede resultat for området for årets første ni måneder er et overskud på 117 millioner kroner. Det dækker over et plus på 43 millioner for forsikringsdelen og et positivt investeringsresultat på 74 millioner.
Mads Kaagaard forklarer, at udviklingen er resultatet af en meget bevidst strategi om at investere massivt i forebyggelse.
"Vi kan tydeligt se, at forebyggelse virker. Jo tidligere man kommer i gang med en indsats – også før en sygemelding – jo lavere er risikoen for et langt sygdomsforløb. Begynder man inden for den første uge, varer sygemeldingen typisk omkring tre en halv måned mod cirka seks måneder, hvis man venter over 30 dage. Det er både positivt for kunderne, deres arbejdsgivere og vores forretning i Danica,” siger Mads Kaagaard.
| Resultater | 1.-3. kvartal 2026 | 1.-3. kvartal 2026 |
|---|---|---|
| Indbetalinger, milliarder kroner | 40,0 | 38,4 |
| Afkast – Danica Balance Mix med middel risiko og 20 år til pensionering, procent | 9,6 | 4,7 |
| Afkast – Danica Traditionel, procent | 0,9 | 1,8 |
| Afkast – Danica Traditionel efter ændring i merhensættelser, procent | 3,1 | 4,0 |
| Resultat før skat, millioner kroner | 1.359 | 1.097 |
| Pensionsformue, milliarder kroner | 549 | 501 |
Hent pressemeddelelsen som PDF
Press release in English
For yderligere kommentarer kontakt venligst pressechef
Søren Kudahl:
Tel.: +45 2338
4211
skso@danica.dk
