Pension er i høj grad kommet på radaren blandt danskerne, og i 2024 tjekkede rekordmange kunder i Danica deres pensionsordning. Det kan være en medvirkende faktor til, at flere af vores kunder i dag er bedre dækket økonomisk i pensionslivet.
Pension er nok ikke lige det, de fleste tænker på i en travl hverdag. Men alligevel prioriterer flere og flere af kunderne i Danica at tjekke deres pensionsordning – og det gjorde de som aldrig før i 2024.
Fra 2023 til 2024 gik 56 procent flere ind på Danicas onlineværktøj PensionsTjek for at blive klogere på, hvorvidt deres pensionsopsparing flugter med deres ønsker til pensionstilværelsen, eller om deres forsikringsforhold passer til dér, hvor de er i livet. Det resulterede i, at knap 77.500 kunder tog et Pensionstjek i 2024, hvilket er rekordhøjt.
”Det er yderst positivt, at flere og flere følger vores opfordring om at tjekke deres pensionsordning. På den måde får man trygheden for, hvordan man er dækket i tilfældet af eksempelvis længerevarende sygdom, og hvordan ens pensionsopsparing passer til ens forventninger til pensionslivet. Vi anbefaler, at man tjekker sin ordning hver gang, der sker ændringer i ens liv. Det kan være ved nyt job, man bliver gift eller skilt, bliver forælder, køber ny bolig mv."”Mads Moberg Reumert, cheføkonom i Danica
Flere er bedre dækket på pensionsopsparingen
Ikke nok med, at flere tjekker pensionsordningen. Gennem de seneste år er flere kunder også blevet bedre dækket økonomisk, og 2024 var ingen undtagelse. I 2020 var godt 57 procent dækket på deres pensionsopsparing, så de kunne fortsætte med at have samme eller bedre levestandard i pensionslivet. I 2024 var det steget til næsten 73 procent.
”Det er positivt, da pensionsordningen fungerer som et sikkerhedsnet – både i arbejds- og i pensionslivet. Og vi ved, at langt de fleste danskere som minimum ønsker at kunne opretholde deres levestandard i pensionslivet, og med den udvikling vi har set, kan endnu flere af vores kunder se frem,” lyder det fra Mads Moberg.
2024 bød på høje afkast
Gode afkast er en væsentlig forudsætning for økonomisk tryghed i pensionslivet, og 2024 leverede Danica det bedste investeringsafkast blandt de største kommercielle pensionsselskaber på trods af et år præget af krig og markedsuro. Særligt nød kunder over en bred kam rigtig stor gavn af, at en stor del af deres pensionsmidler var investeret på det amerikanske marked.
Starten af 2025 har budt på mere urolige finansielle markeder, og det kan skabe bekymring om ens pensionsopsparing. Især jo tættere man kommer på tidspunktet for, hvornår man starter sin første udbetaling. Generelt anbefaler vi, at man tænker langsigtet, når man sparer op til pension, og i de fleste af vores produkter er der indbygget en nedtrapning af risiko i takt med, at man nærmer sig pensionstidspunktet.
”Investeringsåret 2024 var rigtig godt, og vi er stolte af resultatet og værdiskabelsen til kunderne. Nu ser vi ind i et 2025, hvor der er mere usikkerhed, som kan påvirke afkastet negativt. Her er det vigtigt, at man som pensionskunde bevarer roen, tænker langsigtet og overordnet har det godt med den risiko, man har valgt på sin pensionsopsparing. For langt de fleste er der tid til at indhente det tabte. Og er man tæt på pensionering, har de fleste af vores produkter den egenskab, at der skrues ned for risikoen, jo tættere man kommer på pensionering, hvilket gerne skal minimere potentielle tab,” fortæller Mads Moberg Reumert.