De globale aktiemarkeder har leveret stærke afkast i år, og mange pensionsopsparere har oplevet en mærkbar fremgang. I tredje kvartal er tempoet blevet mere afdæmpet, men aktierne har indtil videre vist sig robuste trods flere bump på vejen. 

Virksomhedernes indtjening er fortsat solid, og især den amerikanske økonomi og beskæftigelse holder godt stand. Det er med til at forklare, hvorfor markederne ikke er faldet markant, selv om både renter og energipriser er steget. 

“Det er ikke, fordi investorerne er blevet pessimister. Men mange sidder med fingeren tæt på køb- og sælgknappen, mens de venter på et mere klart billede af renteudviklingen, energipriserne og den økonomiske retning,” forklarer Andreas Stang. 

For pensionsopsparerne har kvartalet derfor indtil videre budt på mindre bevægelser end tidligere på året. Markederne er med andre ord gået mere sidelæns end sidste kvartal.  

e5db4877-b690-4502-8a3a-be22f1a9f30f

Vores investeringschef, Andreas Stang, fortæller om de sidste måneders udvikling på de finansielle markeder.  

 

Renter og inflation holder investorerne på tæerne 

Renterne er steget, fordi inflationen fortsat er højere, end centralbankerne ønsker, samtidig med at især den amerikanske økonomi har vist sig mere robust end ventet. 

Når økonomien er stærk, og mange er i arbejde, kan prispresset holde sig oppe. Derfor kan centralbankerne blive nødt til at fastholde høje renter eller hæve dem yderligere for at få inflationen under kontrol. 

Det ændrer investorernes regnestykke. Virksomheder får dyrere finansiering, mens obligationer bliver et mere attraktive relativt til aktier. Ifølge Andreas Stang er højere renter dog ikke automatisk dårligt nyt for aktiemarkedet: 

“Hvis renterne stiger, fordi økonomien og virksomhedernes indtjening er stærk, kan aktierne godt stå imod. Men jo højere renterne bliver, desto mere skal virksomhederne levere, for at kunne dække deres øgede omkostninger.” 

Det afgørende spørgsmål er derfor, hvornår renterne nærmer sig toppen. Mere ro på renterne vil give investorerne et bedre grundlag for at vurdere vejen videre. 

Energipriserne kan mærkes i hverdagen 

Det andet store tema er energi. Konflikterne i Mellemøsten og den fortsatte krig mellem Rusland og Ukraine forsætter med at presse priserne mærkbart op på blandt andet benzin, diesel og gas. 

Man behøver ikke følge olieprisen fra dag til dag for at mærke udviklingen. Den bliver hurtigt konkret, når bilen skal tankes, eller man lige overvejer, hvornår tørretumbleren skal køre.” påpeger Andreas Stang. 

Det er her, energipriserne møder inflationen. Når virksomhedernes udgifter stiger, ender regningen hos forbrugerne gennem højere priser. 

Europa er særligt følsomt over for udviklingen på de internationale energimarkeder. Hvis energipriserne bliver ved med at stige, kan centralbankerne blive nødt til at holde renterne højere end der umiddelbart ville være behov for. 

Trods modvinden har aktiemarkederne foreløbig undgået en større nedtur. Den solide indtjening i virksomhederne har fungeret som en stødpude, mens investorerne afventer centralbankernes reaktioner. 

AI er stadig interessant, men fortællingen har ændret sig 

Kunstig intelligens har været en vigtig drivkraft bag aktiemarkedernes fremgang. Særligt producenter af chips, servere og anden infrastruktur har nydt godt af den store efterspørgsel efter regnekraft. 

Den seneste debat om regulering og tempoet i udviklingen har dog fået investorerne til at se mere nøje på, hvilke selskaber der får mest ud af AI-investeringerne. 

Flere af de største aktører i AI-branchen har efterlyst regulering eller talt for en mere kontrolleret udvikling af de mest avancerede modeller. Samtidig er investorerne begyndt at diskutere, hvor hurtigt behovet for endnu mere regnekraft egentlig vil vokse.

 


 

 

"Vi ser ikke grundlæggende, at virksomhedernes eller forbrugernes brug af AI falder. Potentialet er fortsat stort. Men der er kommet større fokus på regulering og på, hvor hurtigt udviklingen skal gå. Det har fået nogle investorer til at revurdere, hvor de vil placere deres penge."”

Andreas Stang, investeringschef i Danica.

 

Samtidig er fokus begyndt at brede sig fra hardware til de virksomheder, der kan omsætte teknologien til bedre produkter, lavere omkostninger og højere produktivitet. 

Andreas Stang ser derfor ikke udviklingen som et farvel til AI, men som et mere modent blik på markedet: 

“Potentialet er fortsat enormt. Men investorerne fokuserer i stigende grad på udvalgte dele af værdikæden. Det kan flytte opmærksomheden fra dem, der leverer hardware, til dem, der bruger AI modellerne bedst.”  

Det lange perspektiv er stadig det vigtigste 

Et mere afdæmpet tredje kvartal ændrer ikke ved, at årets samlede udvikling fortsat er stærk. Perioder med moderate bevægelser er en naturlig del af et langsigtet investeringsforløb. 

For pensionsopsparere er det derfor sjældent udviklingen i et enkelt kvartal, der er afgørende. Det vigtigste er, at opsparingen er bredt investeret og tilpasset tidshorisont og risiko. 

“Markederne har fået nye risici de skal forholde sig til, men virksomhederne tjener stadig penge, og økonomien vokser. Derfor er der god grund til at holde fast i den langsigtede plan, også når investorerne lige holder vejret,” slutter Andreas Stang. 

Sådan blev afkastet i første halvår af 2026 for dig med Danica Balance 


Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historiske afkast ikke er en indikation af fremtidige afkast, som kan være negative. Al investering er forbundet med risiko. Det er vigtigt, at du afdækker og forstår risikoen ved dit pensionsprodukt.