Danskerne lufter deres bekymringer over verdenssituationen med vores onlinepsykologer.

De seneste mange uger har nyhedsbilledet været fyldt med den ene vilde melding efter den anden, særligt fra den amerikanske præsident Donald Trump om for eksempel Grønland, toldtariffer og en ændret tone i forholdet til Europa.

Og det er noget, der giver danskerne ondt i maven.  

For siden Trump er kommet til magten i januar, er andelen af kunder, som henvender sig til vores onlinepsykologer på grund af angst, pludseligt steget med 27 procent. Det viser friske tal fra vores online psykologhjælp, hvor vi hvert år hjælper ca. 10.000 kunder med online psykologhjælp. 

Og stigningen kan ifølge vores direktør for sundhedsudvikling, Camilla Thind Sunesen i høj grad tilskrives én person:

 ”Vi lever i en tid, hvor angst desværre i forvejen fylder en del i danskernes hverdag. Men når man hver morgen vågner til den ene vilde overskrift efter den anden med udtalelser fra Trump, så tror jeg faktisk, de fleste af os får lidt ondt i maven. Og for dem, der måske har tendenser til angst, kan det forstærke nogle bekymringer,” siger hun. 

I januar var ca. hver femte konsultation med vores onlinepsykologer baseret på angst, hvilket er det højeste niveau registreret siden muligheden blev indført i 2021. Det er den andenstørste årsag til kontakt og kun overgået af stress.  

”Udviklingen sker meget hurtigt, og derfor har personer med angstsymptomer ofte brug for at kunne få hjælp med det samme, så de her tanker ikke udvikler sig til noget værre. Vi får jo fire år mere med overskrifter fra Trump-land, og hvis man føler sig påvirket af det, kan det være en god idé at lægge en mental strategi for det allerede nu,” siger Camilla Thind Sunesen. 

De unge bekymrer sig 

Over halvdelen af kunderne, der taler med onlinepsykologen om angst, er under 30 år. Og det er særligt denne aldersgruppe, som bliver ramt af Trump-angsten, forklarer Camilla Thind Sunesen: 

”Der er sket så mange livsomvæltende ting i verden de seneste år med corona-epidemien, krigen i Ukraine og nu valget af Trump. Det påvirker os alle. Men vi oplever især, at de unge ikke helt ved, hvor de skal lufte den her Trump-angst. Og at der måske også har ophobet sig så meget i kølvandet på de seneste års begivenheder. Vi tager deres bekymringer meget seriøst og giver dem nogle konkrete værktøjer til at håndtere den frygt.” 

Har du brug for at tale med en psykolog?

Hvis du, din ægtefælle eller dine børn føler sig urolige eller har symptomer på angst, kan I booke en tid og tale med en psykolog via telefon eller videokonsultation alle hverdage fra kl. 9 til 21.

Læs mere her